Turen rundt i Limfjorden er i gang

Skive – Hvalpsund – Fur – Glyngøre – Jegindø
Ja så er man ligesom i gang. Noget af det skønne ved Limfjorden er, at man sjældent kommer rigtig langt fra land og man kan se ret smukke landskaber – det kan jeg mærke, at jeg allerede holder af samt de lidt kortere ture end de 12 timers ture vi havde sidste år for at kunne nå det hele. Jeg føler virkelig, at jeg er helt afslappet og når at se noget de steder jeg kommer frem. Jeg har i år også prioriteret, at sove længe, hvilket der både er fordele og ulemper ved. Vi kommer senere frem, men til gengæld, så er badefaciliteterne ledige når vi nærmere os formiddag – ja jeg slapper helt af!
Tirsdag 11. juli
Skive – Hvalpsund
20.30 – 22.35
Her er ca. 10 sm og vi kom sent afsted, da båden ikke var helt klar. Da vi kom afsted fik vi lidt vind op til 6 m/s og jeg så den smukkeste solnedgang jeg har set i år – det er bare flottere når man er på vandet – det var tiltrængt at komme afsted!

Hvalpsund er en fin havn med gode faciliteter, bl.a en helt ny sejlerstue. Der sker lidt på havnen med lidt spisesteder og noget erhverv, så dødt er det ikke. Jeg nåede ikke længere væk, men kunne ane noget fin natur også.



Onsdag 12. juli
Hvalpsund – Fur
14.30 – 17.30
I løbet at natten blæste det op og jeg var lettere betænkelig ved at skulle sejle ud mod Fur onsdag. Jeg er nok blevet lidt pivet efter turen hjem sidste år, hvor jeg sejlede fra Hals til Skive i et hug, i 17 timer og meget dårligt vejr! Én har på et tidspunkt sagt til mig, at bølgerne i Limfjorden ikke kunne blive særlig store… Splitte mine bremsejl siger jeg bare – jeg garantere, at de kan det godt! Nå, men det blæste omkring 10 knob og jeg gav mig alligevel – dagen efter skulle det nemlig blive mere blæsende. Det var fint jeg gav mig for det var faktisk ikke så slemt, udover det var motorsejlads hele vejen, så kom der nogle enkelte store bølger, men det at det var dag og solen skinnede hjalp på situationen. I år er vindmåleren endeligt blevt sat på og nu kan man følge med i hvad det blæser og da vi kom ud, så var det faktisk hele vejen mellem 12 og 16 m/s. Fur blev anduvet efter 3 timer. Jeg synes altiid vi er heldige med, at der lige er en enkelt plads tilbage, der passer til Splint.


Torsdag 13. juli
Fur
Fur skal naturligvis opleves og da jeg er vokset op i Skive har jeg været her ofte som barn, men det er en del år siden. Dagen startede med besøg af min søde mor og veninde, der inspicerede skibet, hvor vi drak kaffe og derfter tog på Fur Færgekro – jeg kan anbefale pariserbøffen, der er på rigtig smørstegt franskbrød frem for kedelig toast. Det er altid hyggeligt at få besøg og det er lidt anderledes ferie end når man rejser sydpå – væk fra familie og venner. Min hverdag er travl og jeg ser alt for sjældent begge dele, så derfor nyder jeg en ferie, hvor jeg både oplever, men også ser venner og bekendte. Efter besøget skulle øen indtages.
Der blev også drukket en enkelt Høker i Fur-indpakning:

Cykler kan lejes, for 80 kroner for et døgn, ved turistinformationen, hvor der udenfor i øvrigt sælges friske grønsøger, hvor man betaler via mobilpay – blot en anbefaling! Vær ude i god tid med cyklerne, de bliver hurtigt lejet ud. Man skal altså være opmærksom på, at Fur kan være hårdt terræng at cykle i, især hvis man som jeg er i dårlig form og derudover er en cykelspasser. Steens Butik var første stop – den eksistere stadig, men udvalget er ved at være lidt tyndt og de udstoppede dyr i butikken jeg husker som barn, var lettere støvet. Steen var der selvfølgelig selv – nu en ældre herre, stadig med tatovering midt i panden, rar, men meget hæmmet af, at han nu er helt blind. Det blev til to Hancock sodavand til turen.

Turen på cykel gik herfter nordpå op forbi bispehuen, der er en udgravet molerhøj – ret flot faktisk.


Derefter ned på stranden og hen til Den røde sten, der er en jernholdig del af den smukke molersklint. Man skal helt tæt på for at se hvor flot den egentlig er. Det var i øvrigt en lettere blæsende oplevelse.


Så gik turen videre til noget jeg havde glædet mig meget til nemlig Fur Bryghus. Fur Bryghus eksisterede ikke da jeg var barn og der drak jeg i øvrigt heller ikke øl, men det gør jeg gerne nu. Det er simpelthen et hyggeligt sted – skynd jer at tage derop! Og ikke mindst gode øl! 😉

Det sidste jeg fik set, på vejen tilbage var Gammelhavn – her hvor havnen havde været engang – nu ret tilgroet, men alligevel spændende med et gammelt pakhus eller fiskehus, der var indrettet som museum, der beskrev fiske- og havnehistorien.


Herunder lidt indtryk fra Fur ellers:




Fredag 14. juli
Fur – Glyngøre
14.10 – 12.40
Om morgenen på Fur mødte jeg en, der genkendte mig på havnen og det viste sig at være en gut, der har Instagramprofilen Lovesailboat. Det er altid sjovt at møde mennesker og i sær nogle jeg selv følger på de sociale medier. Lovesailboat smider nogle super fine billeder op, så hvis man er på Instagram, så tjek det ud ⛵️.
Vejret var rigtig fint, dog ville man ønske, at vindretningen var anderledes, men så fik man også krydset med Splint i år. Problemet med Splint, er at forsejlet er kæmpestort – hvilket er godt, men også besværligt når man krydser. Vi mødte oven i købet nogle vi kendte på vandet lige ud for Glyngøre, så fik også lige vekslet et par ord over vandet (det har jeg ikke prøvet før).
Glyngøre er smuk og med lidt liv på havnen også. Jeg slog op inde på Facebooksiden om nogle havde nogle gode råd. Bl.a. blev den nye oppustelige vandforlystelsespark nævnt – her kan man gratis låne vådedragt og redningsvest mod et depositum. Det så sjovt ud, men vandet er altså stadig lige lidt for koldt for den her pivede sejlerpige. Der kom rigtig mange gode råd, men et af dem jeg tog var fra min storebror. Han ringede og sagde: Glyngøre shellfish, de sælger pil selv rejer og en god hvidvin, de kalder for hvid Amarone – dette kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så mig til købmanden efter brød og aioli og ned til Glyngøre Shellfish, der lukke 17.30 – jeg kom 20 minutterr for sent 😔. Derfor har jeg været der forbi i dag og det bliver min aftensmad i aften – fristelsen var for stor og jeg har hele natten bare drømt om du rejer jeg skulle have haft spist.








Lørdag 15. juli
Glyngøre – Jegindø
12.15 – 15.00
Lige nu ligger vi på Jegindø. Turen hertil var rigtig god pga. solskinnet, men lidt øv pga. direkte modvind, men den første sejlads, hvor det har været så varmt, at jeg ikke har været pakket helt ind i sejlertøj – så skønt. Foruden en mand med hestevognskørsel, en kro/grillbar, så er den eneste forretning en genbrugsbutik oppe i byen, hvor damen, der havde den var så rar at forære os et kort over øen, så vi kunne finde rundt. Jeg undrer mig meget, da jeg ser en ø med kæmpe potentiale – hvorfor sker her ikke mere? Ved havnen fandt vi så et lille museum om øen (Æ Fywerhus) og faktisk har Jegindø haft en storhedstid lidt udover det sædvanlige for i 1960’erne, så var havnen faktisk den største fiskerihavn i Limfjorden og med danmarks største åleauktion. Fiskeriet har siden ændret sig meget og i da er der kun 7 fiskere på øen, der udelukkende fanger muslinger og østers. Det er mærkeligt, at tænke på, at mange af de mennesker, der bor her sikkert har været en del af succesen tilbage i midten af sidste århundrede eller også har deres forældre. Havnen er hyggelig og jeg kan faktisk se østers nede i vandet – det har jeg ikke set før. Lige om lidt skal jeg til at anrette mine pil selv rejer fra Glyngøre og åbne min hvide Amarone 😉









God lørdag aften derude sailors ⛵️⚓️
Pga. dårlig netforbindelse, så er dette indlæg først postet søndag eftermiddag – bær over med mig! Derfor får I også lige billedet af rejerne her 😉:

god beretning fra din dejlige ferie tur.god vind og god ferie.