Turen går til...

Klar, parat, start og en tur i masten

De fleste jeg ved har allerede deres båd I vandet – håber jeg, men jeg vil alligevel lige fortælle lidt om hvad vi gjorde ved båden inden den igen fik vand under kølen.

img_2242
Vi var jo ude i absolut sidste øjeblik med alting – sådan er det når hverdagen griber ind i ens fritid – jeg vil bestræbe mig på at forberede mig bedre næste år, men der har jeg heller ikke eksaminer og renoveringsprojekt hængende over hovedet.
Jeg har længe gået og drømt om, at skifte lidt farver på Splint. Jeg synes at rød kan være rigtig fint, men på vores gav den lettere falmede røde et lidt øv 60’er/80’er udtryk, så jeg vi havde en ide om, at båden ville blive mere moderne, hvis vi skiftede. Faktisk var jeg sidste sommer blevet meget inspireret af en tysk båd, vi så i Middelfart, der var ret elegant. Den havde en lyseturkis bund, sort vandlinie og en guld pyntestribe – ja jeg må godt være lidt ekstravagant når båden ikke er større 😉. Men igen var vi jo ude i sidste øjeblik, så lyseturkis bundmaling var jo ikke lige på lager, så i år blev bunden sort, hvilket egentlig også er rigtig flot. Det der i klargøringen tog allerlængst tid var at få den gamle, meget grimme, pyntestreg af. Tidligere ejer havde vidst forsøgt, at fjerne en grå pyntestreg, i form af tape, havde opgivet og malet en rød streg ovenpå resterne. Nogle vil nok korse sig, men der blev brugt større mængder af acetone 😬. Jeg har ikke turde, at spørge inde på Facebook-grupperne, hvordan man bedst ordner fribord… Det er en religion, der før i tiden har skabt, så store konfliker, at folk har forladt gruppen, men jeg tør nu godt fortælle min opskrift:
– Bilshampoo
– Oxalsyre (brugte toiletrens sidste år – det var ok, men er mere besværligt)
– Rubbing
– Voks
img_2196 img_2199  img_2207img_2221
Vi kunne godt have poleret lidt mere end vi gjorde, men vi var lidt i tidspres, så det blev som det blev, hvilket også var et helt okay resultat.
Jeg var meget i tvivl om det måske ville blive for meget med guldpyntestregen, men efter at have malet bund og vandlinie sort, så kunne man se, at Splint ville få et lidt hårdt udtryk, hvis hun bare var sort og hvid og efter, at guldstregen er kommet på, så er det bare helt perfekt! Nu mangler der bare, at blive fjernet en rød streg mellem vinduerne og så står der Accent med store røde bogstaver. Det bliver fjernet her i løbet af turen – det sidder. I øvrigt rigtig godt fast!
Der blev selvfølgelig også skiftet småting i motoren, så som zinkanoden, vandudskillelsesfilter osv.
Det er altid godt med hjælp både fra erfarende og ikke erfarende. Vi fik hjælp med klargøringen af en god ven, der aldrig havde haft noget med båd at gøre og de ekstra hænder betyder jo meget, så tak Q – det var både produktivt og hyggeligt 👍💪.
img_2223 img_2239
img_2230img_2237 img_2234 img_2233
Splint står ved siden af Værftet i Skive, der har op og nedsætning af både, men fordi vi har vores eget stativ, så skal båden løftes to gange, da deres  kran ikke kan køre med den, så den skal over på et stativ med hjul, køres over til Splints eget stativ, hvor kranen så løfter den igen. Dette gør, at det koster dobbeltpris, da der er to løft, så derfor vælger vi en billigere løsning (50 % billigere), hvor der kommer en kranvogn, løfter båden op på ladet og kører over til industrihavnen og sætter den i.
Men selvfølgelig skulle alt ikke gå helt glat. Vognmanden skulle være kommet til frokosttid, men så var hans vogn røget på værksted, hvilket resulterede i, at han først kom om aftenen og han havde ikke haft tid til at hente et bådstativ som Splint skulle løftes op i. Derfor blev løsningen, at han ville løfte Splint med stativet…. Altså jeg ved ikke rigtig om jeg troede på projektet, da jeg aldrig havde set eller hørt om det før, men det gik og det viste sig også, at vognmanden selv havde båd og var vidst egentlig rimelig vant til processen 😂. De sidste pletter blev malet og så blev Splint sat i vandet – SÅ DEJLIGT!
img_2270 img_2278
Selvfølgelig ville motoren ikke starte, men det var det man kalder en fejl 40, for der var et sted vi havde glemt, at udlufte motoren hehe. Utroligt som man kan glemme alting – også hvad tingene hedder, men mon ikke det på et tidspunkt begynder at sidde fast.
Rullen til forsejlet havde mistet nogle skruer, så det skulle selvfølgelig ordnes og hvilket kæmpe problem! 5 mm undersænket maskinskrue i 8 mm længde…. En meget sjælden skrue åbenbart! INGEN i Skive havde dem og vi brugte nok to timer på jagten. Vi forsøgte os med nogle længere, hvor vi savede dem kortere, men de blev for flossede og da wiren inde i rulle kom til at køre opad dem, så turde vi simpelthen ikke det.. Derfor kom søde mennesker helt fra Herning med de rigtige skruer – sikke noget bøvl.
img_2267
Så skulle masten på, hvilket gav anledning til lettere frustration, men men men igen er man beriget med gode mennesker omkring sig for inden længe, så stod, der en fyr, der hed Lars (Bette Lars – bliver han vidst kaldt), og var klar til at give gode råd og hjælpe til, hvilket var guld værd for husfreden og så var det meget kompetent, da han arbejdede med både til dagligt. Inden længe var masten på og Splint kunne, bedre sent end aldrig, lægge sig til på sin hjemplads.
img_2288
Dagen efter skulle der sejl på og så ville vi sejle fra Skive og ud på vores sommertogt rundt i Limfjorden. Wiren til forsejlet havde sat sig øverst i rullen og ville ikke komme ned af sig selv, så jeg måtte som det letteste besætningsmedlem melde mig til, at blive hejst op i masten. Igen var der god hjælp, at hente – vi kunne låne en mastestol af havnefogeden og en forbipasserende på broen hjalp med at hive mig til tops. Det mest ubehagelige var, da jeg var øverst oppe og Morten gik fra agter til stævn for at tage imod wiren. Her vippede båden selvfølgelig til den ene side og øverst i masten flytter man sig alligevel en del, så det føltes lidt som om, at båden var ved at vælte. Det gjorde den selvfølgelig ikke og wiren jeg blev hejst op i sprang heller ikke. Jeg fik filmet og taget lidt billeder deroppefra med en Go Pro på en stang – så overskudsagtig jeg kunne være i den lidt pressede situation.
img_2355
Pt. Sidder jeg på Fur – her er skønt, men vi skal videre i dag. Der vil komme en rejseberetning op om turen løbende.
Det er dejligt, at gense, læse, høre og møde sejlervenner i havnene og på facebook igen – jeg har savnet jer 😉⚓️⛵️
Ohøj sømand og søpiger ⚓️

4 kommentarer

  • Ej, er Fur værd at komme forbi? Vi havde Fur som plan i dag. Men har kurs mod Løgstør i stedet. Vi overnattede i Attrup havn i nat.
    Så bliver det Fur i morgen 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sejlerpigen

      Fur er så smuk – cykl op til nordsiden og gå ned på stranden. Naturen og molerklinterne er helt unikke. Besøg Fur Bryghus og smag på øllen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jane Bredkjær

      Vi nåede så ikke længere end til Rønbjerg i går. Bølgerne var for høje til vores lille Gipsy (Gibsea 77, 26 fod).
      Hvordan gik det med dig Splint og bølgerne i går??

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sejlerpigen

      Jamen der havde vi en times sejlads fra Vildsund til Thisted og det var rigtig fint. Hvor sejlede I fra? Der kan være forfærdelig store bølger omkring Løgstør bredning.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til...