Godt inde i den første uge som feriesejler

Elsker at være vandturist i mit eget land!

GOPR8778

Så er jeg lige for en stund ved computeren igen. Startede på dette indlæg i går, mens jeg sad i båden på Samsø, samtidig med at det regnede og blæste udenfor. Det er selvfølgelig ærgerligt med vejret, men det er også hyggeligt og jeg får lavet nogle andre ting end jeg ellers gør. Sidste gang jeg skrev herinde var den 28. juli, hvor vi var på vej til Assens. Siden da er jeg kommet hele vejen syd om fyn og op igennem Storbælt. Jeg har på få dage fået øjnene op for et fantastisk Danmark og er kun ærgerlig over jeg ikke havde mere tid til at besøge alle havne i det sydfynske øhav. Følg med herunder, hvis du vil læse om hvad jeg har oplevet siden sidst.

Middelfart – Assens

15 sømil – 3 timer og 30 minutter

Vi havde en god tur til Assens og som sagt, så skulle vi holde fødselsdag. Jeg har fået flere lykønskninger – tak for det, men det var nu ikke mig, der havde fødselsdag denne gang – jeg venter til på søndag 🙂

Det var i øvrigt (næsten) denne fleecetrøje fra Musto, jeg var den glade giver af. Den eneste forskel var at, den jeg gav var den tidligere model, der også er fleece udenpå, hvor denne er lavet i noget materiale, der eftersigende bedre kan glide en jakke henover. Jeg valgte dog den bløde forgænger 😉 Den nye model kan  købes ved Aarhus Seashop

musto

Det var helt fantastisk vejr i Assens og heldigvis ikke langt derfra lå en brugs, så vi kunne få handlet ind til grill og lidt andet (handel altid indtil flere dage, man ved aldrig om der er butikker, hvor man kommer hen!). Vi nåede tilbage og gik i gang med maden, hvilket passede perfekt tidsmæssigt i forhold til de gæster, der var inviterede. Man kan sige, at det også var godt, at vejret var så fint, for vi ville have haft problemer med alle, at være på båden. Med god vilje kan man sidde 4 voksne personer ved cockpitbordet og vi var seks. Hvis vejret var dårligt, så skulle vi alle sidde sammenklemt nede om læ, hvilket nok var gået, men det havde været trangt. Vi fandt en ledig bænk, hvor, der var fin plads til os alle. Tjek lige den fødselsdagskage gæsterne havde med:

image

Da gæsterne tog hjem kunne vi fornøje os over en god dag og en smuk solnedgang.

image

Assens havn er generelt rigtig fin og, der er også en stor maineforretning, hvis man mangler noget. Vi tjekkede bl.a. motoren igennem  (den kører stadig fantastisk!) og kiggede til impelleren, da det var en af de ting vi ikke havde nået tidligere og vi kom selvfølgelig til at ødelægge den, men vi havde en ekstra heldigvis. Vi valgte dog alligevel lige at købe en ekstra ved marineforretningen, så vi altid har en i overskud – reservedele er godt!

Assens – Lyø

20 Sømil – 4 timer og 45 minutter

Vi valgte, at sove længe i Assens ovenpå flere dages travlhed. Det var dejligt og vi blev enige om, at sejle mod Lyø. Egentlig har planen hele tiden været, at vi gerne ville til Dyvig, men vi kunne se på tiden, at den ikke var til det i denne omgang – det havde ellers været det eneste vi vidste vi skulle, men sådan er det jo når man sejler – planerne ændrer sig og i virkeligheden var det jo ikke særlig godt planlagt, men jeg var tidsoptimist. Til gengæld, så fortrød jeg ikke, at vi sejlede til Lyø – det er nok det hyggeligste sted jeg har været på turen. Havnen var propfyldt, men vi fandt heldigvis en plads. Det var halvsent vi kom i havn og det var egentlig et sats, da vi så et skilt mod Café Lyø for måske var der lukket, men gik afsted. Det er virkelig ren idyl på Lyø og jeg har også fået anbefalet købmanden der, men der var desværre lukket. Jeg mødte tamhøns og tamænder på vejen og jeg elsker altså høns – jeg følger bl.a.: https://www.facebook.com/Voyage-dYvinec-Guirec-Soudée-264815366998831/?fref=ts der er en fransk fyr, der sejler rundt med hans høne – virkelig sjovt!

Nå, men vi fandt frem til Café Lyø. De var ved, at lukke fordi, der ikke havde været gæster hele dagen, men alligevel kunne de sørge for lidt mad og drikke til os. Vi sad på terrassen, drak rosé og spiste tapas og hjemmelavede triple fried frice. Det var så lækkert og der var kanon stemning. Det var nogle unge fyre fra kbh, der havde overtaget forpakningen af stedet og de havde været i gang i 5 uger og det var den første dag, hvor der havde været lidt stille. Jeg vil meget gerne anbefale det for det var lækkert, hyggeligt og der var god service. Café Lyø er indrettet i en gammel skolebygning. Se mere om stedet her: https://www.facebook.com/cafelyoe/?fref=ts

Desværre har jeg ingen billeder fra stedet – jeg må blive bedre til at tage nogle flere billeder. Her er lige to billeder fra øen:

image

image

Lyø – Avernakø – Drejø

14,2 sømil – 3 timer og 15 minutter

image

Vi tog tidligt afsted for at lægge til ved Avernakø til frokost. Det var en fin ø, hvor tiden synes, at stå lidt stille. Fx var den lille købmand lidt som en kiosk fra min barndom. Her er også lidt spisesteder, garagesalg og en del huse til salg, hvis man skulle være interesseret. De har desuden en lidt anderledes smag i havepynt:

image

I havnen oplevede vi denne båd, der er samme slags som Splint – en Albin Accent 26, men i en noget utraditionel farve:

image

Turen gik herfra videre til Drejø også et virkelig smukt sted. Vi lagde til i Nyhavn, som er en fin moderne havn med gode børneaktiviteter i form af bl.a. en tømmerflåde man kunne hive ud og i fra vandet i et reb, hvor der var net og undervandskikkerter. Jeg ville have elsket det som barn. Desuden hørte der en christianiacykel til havnen som man gratis kunne låne, hvis man skulle op og handle ind. Vi gik dog op til byen, hvor vi var på den mest charmerende café, hvor vi fik øl og jordbærkage. Cafén har til huset i en gammel bindingværksgård, der også fungerer som museum: http://www.gl-elmegaard.dk/

image

image

Derefter gik vi en tur ned til den gamle havn – en meget lille havn og det var vidst godt, vi ikke havde valgt, at sejle til den i stedet for Nyhavn for her var ikke plads. Jeg kunne se, at der skulle være lidt festlig aktivitet på havnen om aftenen, så derfor blev det bestemt, at aftensmaden skulle indtages her i form af pølser med brød og fadøl – ikke nogen kulinarisk oplevelse, men hyggen opvejede menuen.

På vej til havnen vokser der de skønneste sommerblomster langs markerne og jeg mistænker, at de bevidst har sået dem, men det gør ikke noget for det er så smukt og billedet på dansk sommer!

image

Uden at være ekspert på traktorer, så vil jeg også mene, at jeg aldrig har set så gammel en John Deere som jeg så på Drejø:

image

Gammel Havn:

image

Drejø – Marstal

8,5 sømil – 2 timer og 15 minutter

Turen gik videre dagen efter mod Marstal. Jeg vidste ikke meget om byen i forvejen. Jeg vidste, at det var en søfartsby med søfartsmuseum og nærmest et must for en sejler. Jeg blev meget positiv overrasket over byen. Selvom noget virker som om at det har haft sin tid, så var her stadig liv, smukke gader og fantastisk stemning. Havnen er kæmpestor og jeg havde svært ved at finde ud af hvor man skulle betale. Jeg kunne se, at havnekontoret lå helt oppe i den anden ende af havnen og måtte begive mig ud på en længere gåtur for at erfare et skilt på døren, hvor der stod, at havnepenge ville blive opkrævet på broen. Kunne man ikke lige have sat et tydelig skilt oppe ved broen? Nå, men pyt med det for efter det havde regnet lidt, så var vejret klaret op og jeg kom forbi en restaurant, hvor jeg fik serveret muslinger, pomfritter og aioli, hvilket reddede mit humør 😉

image

Det var selvfølgelig en selvfølge, at søfartsmuseet skulle besøges. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men også her blev jeg positivt overrasket. Det var jo kæmpestort med billeder, modeller, udstyr og historier. Virkelig spændende og det vil jeg gerne anbefale til alle, der kommer forbi Marstal 🙂 Se mere om museet her: http://marmus.dk/da/

image

image

Lidt stemningsbilleder:

image

image

image

Hvis man kommer forbi Marstal er det også et must, at besøge Bille Knudsen – en forretning, der har ALT! Fra badeværelsesmåtter, sejlergrej til dametasker – ALT!

image

Marstal – Dageløkke

20,9 sømil – 4 timer

Vi havde haft en plan om, at skulle forbi Strynø, men vejret var ikke til det desværre, så vi valgte at tage et stykke op i Langeland og kursen er jo så i nordgående retning og mod hjem igen. Det passede perfekt, da det var begyndte at blæse op lige som vi lagde til i Dageløkke.

Man kan sige, at Dageløkke var noget af en oplevelse, men mest fordi det undrede mig, at stedet virkede dødt. Jeg fik googlet og fandt ud af, at havnen havde været gået konkurs tidligere på året og tre brødre nu havde overtaget stedet. Jeg håber de får sat gang i det hele igen for naturen omkring er rigtig smuk, så der er masser af potentiale. Der var i øjeblikket ikke ansat nogen havnefoged, så man skulle enten smide pengene i en kuvert eller betale med mobilpay – hvilket er virkelig dejligt, at mange er begyndt, at bruge, da jeg sjældent har kontanter på mig. 120 kroner var efter min mening lidt i overkanten, men stedet har vidst hårdt brug for pengene.

image

På havnen var der en lukket restaurant:
image

En lukket købmand:image image

Og en lukket havnegrill, der vidst tidligere havde fungeret som fiskehandler:image

Stemningsbilleder:

image

image

image

Hvis ikke man kan læse, hvad der står på skiltet ved siden af stenen, så har jeg lige gengivet det her:

Den meteoroligste sten

Ved nøje iagttagelse af denne sten, kan man få den aktuelle vejrsituation.

  • Hvis stenen er våd – er det regnvejr
  • Hvis stenen er hvid – er det snevejr
  • Hvis stenen er usynlig – er det tåget
  • Hvis stenen er varm – er det solskin
  • Hvis stenen er kold – er det frost
  • Hvis stenen er faldet ned – er det orkan
  • Hvis stenen er borte – er der nogen som har taget den

Dageløkke – Ballen (Samsø)

50 sømil – 11 timer

Planen var egentlig at går ind ved enten Kerteminde eller Korshavn, men vejret var utrolig godt sejlvejr samt, at mogendagens vejr så ud til at bliver meget vådt og blæsende. Derfor valgte vi at fortsætte til Samsø nærmere Ballen. Vi har kun hørt om stedet og var på forhånd klar over, at her kunne være pænt fyldt.

Det var en oplevelse, at sejle under Storebæltsbroen. Jeg har kørt her rigtig mange gange og det er jo en kæmpe bro som man med båd kommer til at opleve på en helt ny måde. Jeg husker oven i købet at jeg som barn med færgen over til Sjælland kunne se broen blive bygget. Jeg er på min tur blevet vild med broer også selvom, at vejret de fleste gange lige har ændret sig til det værre – hver gang vi skal under. Jeg er altid lidt nervøs, måske lidt begyndernervøsitet uden grund.

Storebæltsbroen:

image

Som forventet var der fuldstændig proppet i Ballen Havn og min frygt for, at skulle lægge sig udenpå skulle jeg se i øjnene. Det var dog slet ikke noget problem og de tyskere vi lagde til ved (som sjette lag i øvrigt) var meget behjælpelige. Nu har vi jo ikke den største båd, så det er en anelse besværligt, at kravle over på en større en af slagsen, men jeg faldt da ikke i vandet 😊

På billedet er det Splints mast man kan se yderst:

image

Efter den lange tur, så var det vidst velfortjent med en omgang rødspætte – ja tak! Det var meget lækkert på restaurant Dokken. Jeg var virkelig træt efter alt den friske luft, så det blev ikke til meget andet end mad og så på hovedet i seng.

image

image

Onsdag den 3. august – Dag uden sejlads

Vejret så ud til både at blive blæsende og regnfuld, så vi valgte at ligge over. En god mulighed for også at se lidt af øen inden regnen skulle komme. Dagen startede dog allerede klokken 05.00, da er større svalefamilie flyttede ind på søgelænderet til morgensang 😬

image

Tidligt om morgenen gælder det om, at spotte ledige bådpladser, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning. Vi var heldige og fandt en 😊

På havnen er der cykeludlejning, så det var en god mulighed for at komme lidt rundt. Vi cyklede til Tranebjerg, drak kaffe og rabarberdrik på Café Kunst, handlede i Netto, der er noget billigere end den Dagligbrugs på havnen. Da vi kom tilbage til Ballen spiste vi frokost på Røgeriet på havnen, der havde nogle overskuelige og gode retter på menukortet. Stedet har mange udendørspladser og få indendørs, så det var heldig nok der var en plads, da det ellers begyndte at stå ned i stænger og blæse.

Regnvejr skal bruges på hygge og praktiske ting i båden. Det er så hyggeligt, at høre det regne udenfor når man sidder inde i varme og tørvejr (knap så hyggeligt, når man skal på toilet, der ligger noget væk fra båden). Der blev ryddet op, set en film og jeg begyndte på dette indlæg.

Da vi tidligere på ugen var vågnet på Drejø, havde jeg haft ondt i halsen – det var her om aftenen vendt til meget forkølet og ondt i hovedet, så det endte med, at jeg ikke blev færdig med at skrive indlæg og jeg var ret tvivlsom om jeg ville kunne sejle dagen efter.

Lidt fra Samsø:

image

image

Samsø – Grenå

39,5 sømil – 7 timer

I skrivende stund ligger jeg i Grenå. Som man nok kan regne ud, så kom jeg afsted på trods af sygdom. Vi blev enige om, at sejle for at kunne nå Limfjorden fredag, da vejret skifter lørdag og der skulle vi gerne være væk fra Kattegat. Der var rigtig meget vind og store bølger i dag, men det hele gik i den rigtige retning, så vi tog afsted selvom jeg det meste af tiden følte mig som et svageligt kvindemenneske, der hørte mere til i sengen frem for i cockpittet på Splint. Husk altid: Strepsil, panodil, hexokain og næsespray! På trods af svagelighed, så er vi nået Grenå for fuld fart. Vi surfede ligefrem på bølgerne og fartrekorden blev 10,7 knob! Det lyder måske ikke af meget, men med vores 26 fods båd, så er det rigtig meget. Normalt når det går godt, så sejler vi 5-6 knob. Nu vil jeg pleje mit korpus, da en lang dag også venter i morgen – dog med lidt mildere vejr 😊

Ohøj

image

1 kommentar

  • arne

    Flot turbeskrivelse, den vækker minder fra de første år som sejler. Godt gået

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godt inde i den første uge som feriesejler